Posted in Klassiske franske retter

Fransk lokalkøkken

Fransk lokalkøkken Posted on 10th september 2019

Kan man regere et land med 600 oste, spurgte den franske præsident Charles de Gaulle engang polemisk, og sandt er det, at et fransk ostebord kan vokse udover alle grænser. Men i hverdagen er det franske hverdagskøkken præget af lokale retter, for franskmændene spiser stadig gerne lokalt. Og det gælder fra forretten over hovedretten til osten og desserten, at man gerne sætter lokale ting på bordet.

Baggrunden for det er i høj grad, at mange franskmænd stadig går på torvet en eller to gange om ugen. Trods travlt arbejdsliv, børn og fritidsaktiviteter finder mange franskmænd – og lad os være ærlige, det er stadig flest kvinder – vej til torve, butikker og markeder, hvor de vælger lokalt dyrkede grøntsager, lokale oste og kød og pølser fra den lokale landmand.

Det franske køkken er da også præget af en stolt tradition for lokale og regionale køkkener, som stadig lever – og i mange tilfælde har fundet vej langt ud over Frankrigs grænser. Det gælder for eksempel det provencalske køkken, som mange har stiftet bekendtskab med på ferieture til Provence og baglandet lidt væk fra Middelhavets kyst, bag de Tonede ruder mod facaden i de små restauranter i området. I hele verden hylder vi i dag det provencalske køkken, som er en del af middelhavskøkkenet med mange grøntsager, fisk og lidt kød, og mange mennesker ynder at lave de lækre retter hjemme i deres egne køkkener.

Hvad med en ratatouille i først på efteråret, hvor tomaterne er modne, squashen bugner i mængder på alle hylder i butikkerne, og peberfrugten og auberginen er perfekt? Det bliver til den lækreste ret, der er perfekt alene eller som tilbehør til fisk eller kyllingekød. Eller den bagte fisk med lette grøntsager, så maven har det godt og kolesteroltallet daler? Der er mange muligheder med retter fra Middelhavets kyst.

Hver region i Frankrig har sine særlige råvarer, som stadig præger området. Kyllinger og andet fjerkræ fra Bresse, pølser og charcuteri fra Alsace og Lorraine, to regioner, som i løbet af historien har været både tyske og franske og som er præget af det på madfronten, og Gruye-ost fra Alperne – der er spændende oplevelser på madsiden overalt i Frankrig.

Mange barer og restauranter har specialiseret sig i lokale og regionale retter. Når man kommer til Lyon, vil det være en spændende oplevelse af prøve en af de gamle restauranter i byen, der stadig serverer retterne fra den Lyonske almuekøkken. Man skal have en god appetit, hvis man går ind her, for maden er præget af kød, pølser og tunge supper, og alt er tilberedt med smør og fløde i rigelige mængder.

På enhver fransk bar og i enhver fransk restaurant er der naturligvis også mulighed for at smage på den lokale vin, og vort råd er ofte at vælge netop de lokale drikkevarer, hvor både prisen ofte er fordelagtig og oplevelsen helt særlig, fordi man får noget i munden, som man ikke bare finder i ethvert supermarked.