Posted in Klassiske franske retter

Kanin – kan man spise sit kæledyr?

Kanin – kan man spise sit kæledyr? Posted on 14th marts 2019

Hvis du har børn, kan det være, at de har haft en kanin eller to gående i et bur i haven. Søde små kælekaniner, som hver dag får lidt grønt og kraftfoder, frisk hø – og bliver snakket med.

Sådan ser franskmændene ikke på kaniner. De kan i høj grad lide at sætte kaninen på middagsbordet. Hvis du prøver at sætte dig ud over, at kaninen i Danmark ofte er et kæledyr, kan du få en rigtig dejlig oplevelse, hvis du vælger at sætte den på middagsbordet.

Vilde og tamme kaniner

Der findes både vilde kaniner og tamkaniner, som opdrættes til spisebrug.

Den vilde kanin ligner en hare, men har kortere bagben og ret korte ører. Den er mindre end de tamkaniner, der opdrættes, og kødet er mørkere og kræver lidt længere tilberedning. I Danmark findes der ikke rigtig vildkaniner til salg som vildt, og de lever kun ganske få steder som vilde dyr – en kanin kan gøre ret stort skade på landbrugafgrøder, klitarealer og andre arealer, og derfor har man i Danmark forsøgt at begrænse dem.

Vil du prøve at tilberede kanin, vil det derfor som oftest være en opdrættet kanin, du får fat i. Det er ikke alle steder, du lige kan få fat i en kanin, der er slagtet, men store gourmetsupermarkeder som eksempelvis Salling i Aarhus og Magasin i København har dem, og så kan du altid bestille et eksemplar hos din lokale slagter – så skaffer han dyret hjem til dig.

Klassiske kaninopskrifter

Der findes flere klassiske opskrifter med kanin fra det franske køkken, Den nok mest berømte, som vi også gerne laver selv derhjemme i køkkenet, er kanin i sennepsauce – lapin à la moutarde. Det er en ret enkel ret, så du kan sagtens give dig i kast med den, og den markante sauce gør, at de medlemmer af familien, der ikke tror, at de kan lide kanin, også kan være med.

Du skal dele en kanin i passende stykker, og smøre dem ind i god dijonsennep (150 g sennep til en kanin). så piller du et par løg, nogle skalotteløg (hele), og tag et par hele fed upillede hvidløg. Brun noget bacon af i en gryde sammen med smør, kom alt det andet i og steg lystigt, til det er brunet pænt. Så tager du tingene op og koger gryden af med hvidvin. Kom champignons i, kanin og løg, og lad det simre en halv times til. Så runder du af med fløde og serverer med baguettes, en god pasta eller måske stegte kartofler. Slut af med en enkel, grøn salat.

En anden klassisk kaninret er kanin i vin – lapin au vin – som kan laves enten meget kompliceret, sådan som eksempelvis brødrene Price har vist det fra køkkenet på Chateau de Caïx, eller enklere, hvis man ikke lige har en hel dag til at forberede middagsmaden.