Mange har nogle forbehold, når det kommer til at sætte tænderne i råt kød – men har man først lært at spise tatar, elsker man det og vil bestille det igen og igen på de skønne bistrorestauranter, der findes mange af både i Danmark og i Frankrig. Ingen tur til Paris uden en tur på nogle af de hyggelige og hjemlige bistroer, der stadig ligger på gadehjørnerne i de mange skønne kvarterer, som byen består af, når du lige kommer lidt væk fra hovedstrøgene – derude, hvor folk bor, og hvor de går på bistro i hverdagen.
Når folk nogle gange er lidt forbeholdne over for at spiser tatar, har det at gøre med, at de måske har prøvet en tatar tilberedt af kød, der ikke var helt perfekt. Nogle gange bliver der bare brugt magert, hakket oksekød, men virkeligheden er, at en rigtig tater er fremstillet af oksemørbrad eller oksefilet. Møre kødstykker, som skrabes og ikke hakkes. Det betyder, at kødet bliver helt fint, og fibrene brydes, så du aldrig oplever at sidde tilbage med en kødtrevl, du ikke rigtig kan få has på.
I vore dage vil man nu ofte bruge hakket kød, men køb det hos en god slagter, som du stoler på, eller bestil retten på din yndlingsrestaurant, hvor du ved, at kokken kan sit håndværk.
Prøv selv – det er ikke så svært
Du kan selv lave en god tatar, uden at du skal have fat i den helt store kogebog. Det er faktisk ikke så svært, og ingredienserne er nemme at få fat i de fleste steder.
Det vigtigste er, at du bruger noget godt kød. Få din slagter til at skrabe eller hakke (meget fint) noget oksekød, for eksempel inderlår, mørbrad eller noget andet i den finere ende af dyret.
Hvis det bare er dig og kæresten, skal I bruge 300 g kød. Det rører I op med lidt hakket løg, persille, kapers, cornichoner, lidt engelsk sauce, en æggeblomme, peberrod, olivenolie og lidt dijonsennep. Du skal også bruge to æggeblommer, som du serverer hele oven på tartarerne.
Anret tartaren på to tallerkener, sammen med lidt frisee-salat med en ikke for syrlig vinaigrette dressing, og lav nogle gode fritter til. Har du en friteuse, kan du lave dem i den, men ellers kan du få rigtig gode fritter ud af at skrælle kartofler, dele dem i stave, vende dem med lidt olie, salt og peber samt eventuelt timian, og så bage dem på bagepapir i ovnen i en halv times tid ved 200 g C., til de er sprøde.