I Frankrig slutter mange måltider med ost, og mange vil endda gå så vidt som til at sige, at intet måltid slutter uden ost. Oste har spillet en stor rolle i Frankrigs kogekunst – og franskmændene hævder iltert, at netop den ost, der kendetegner deres egn, er den bedste. Det har givet mange diskussioner gennem tiden – og har ført til, at Frankrigs præsident fra 1959 til 1969, general de Gaulle, fortvivlet udbrød: Hvordan skal man dog kunne styre et land, hvor der er 365 forskellige oste? Med den vending hentydede han jo til, at osten for mange står symbolet på den lokale ekspertise, selvstændigheden og den gode smag, som man ikke skal prøve på at ville styre fra et så fjernt sted som regeringsgemakkerne i Paris!
Virkeligheden er, at den franske præsident havde talt helt forkert, da han henviste til de 365 forskellige oste. I dag fremstilles der flere end 1.000 forskellige slags, og af dem er der 43, der har opnået det, der kaldes beskyttet geografisk oprindelsesbetegnelse (BGB, eller AOP på fransk). Betegnelsen betyder, at osten er fremstillet i et bestemt område og regnes som original for dette sted, og ikke må fremstilles andre steder end i dette lokalområde.
Du kan købe mange af de franske oste i supermarkeder og specialforretninger i dag, og på mange restauranter med fransk islæt findes det store ostebord som en del af ritualet, inden den søde dessert kommer på bordet. Vi kan kun råde dig til at prøve dig frem.
Hvis du vil starte et godt sted, så tag til de franske Jura-bjerge, hvor de laver Comté osten på mange små mejerier. Det er en fast ost, som ofte lagres i flere år og får en både stærk smag og en smag med mange sarte nuancer af nødder. Osten nydes til en ikke for tør hvidvin og er et fremragende oplevelse.
I den anden ende af skalaen har du Roquefort osten, som er den mest kendte blåskimmelost, stærkt forfulgt af den engelske Stilton og danske Danablu. Det er en kraftig ost, som på klassisk facon nydes sammen med et stykke moden pære og en sød vin. Det kan for eksempel være et glas af den berømte Sauternes, en hedvin eller en glas Beaumes de Venise, som er en aromatisk, sød dessertvin fra det sydlige Frankrig.